Rikke Luise Krarup Nielsen

Da jeg blev født, boede vi i Fredensborg. Der var masse hestefolk i nabolaget, og der gik nogen tid, før min mor forstod, hvorfor de dog alle havde disse små islændere. Da jeg var 1 år, stod den første islænder i vores baghave. Jeg troede sådan en hed "vov vov", men det har jeg lært om siden. Da jeg var to år, startede Martin og Signe til ridning. Jeg fik også lov til at starte, måske fordi det var lettere for mor og far, for så var de børne-fri den time. Jeg kan i hvert fald ikke klage over, at mor har været overbeskyttende, når jeg tænker tilbage. Da jeg var blevet trukket rundt nogen tid, var jeg blevet 3 år, og så kunne jeg ride alene rundt. Jeg havde en god balance på ryggen af en hest, så i midten af 80´erne, kunne min mor bruge mig til at være rytter på de ungheste, der skulle tilrides. Jeg ville på den måde med tiden, langsomt få min egen hest. Kengála var en ung hoppe, som ikke var tilredet endnu. Hver gang der var gået noget tid, havde jeg så tjent til et øre eller et øje på hende. Men en dag, så skulle jeg have øre og øje fra en anden hest, for Kengála var blevet solgt (min mor skulle bruge penge til at komme til Island). Så det blev Væna-Sif, som blev min første hest.

Efter folkeskolen var jeg 2 år i Herning (60 heste) og lidt i Münster (200 heste) for at passe, træne og tilride heste. Det var under opholdet i tyskland at jeg fandt ud af, at jeg i fremtiden ikke ville leve af at tilride, træne og sælge. Jeg opdagede, at det er økonomien, der styrer, hvor lang tid man kan bruge på at "få hesten klar", og der er derfor ikke tid og sikkert heller ikke råd til at man skynder sig langsomt. Jeg synes det gik ud over hestens præmisser, både pasningen og træningen. Ofte er det heller ikke den rigtige ejer hesten får, for hvis der er en køber, skal hesten også sælges.

Jeg er uddannet veterinærsygeplejerske, og arbejder med heste, og andre store husdyr som bliver indlagt til operation, eller med medicinske sygdomme, som af en eller anden grund ikke kan klares ude i praksis.

Det er et spændende og lærerigt arbejde som jeg er meget glad for.

Men jeg kan ikke undvære at ride forskellige heste, og undervise, så det gør jeg når jeg har fri. Jeg synes jeg får meget ud af ride forskellige heste, og af at undervise. Jeg har det nok med at leve mig meget ind i hestens måde at være på, når jeg har rider. Nogen gange forelsker jeg mig nærmest i en hest. Det kan have sin ulempe. Især når hesten bliver solgt, eller dør. Da jeg kom til Tyskland, var der 3 heste som jeg blev ekstra vilde med. Det var især deres personlighed, og lidt fordi jeg synes, de ville få det bedre hos mig, og lidt pga. deres gangarter. Feykir kom med mig til Danmark, de to andre døde faktisk efter jeg var rejst. Heldigvis er det kun sket de to gange, at jeg måtte købe hest, for ellers ville det også blive alt for ofte jeg skulle låne penge i banken. Feykir blev, efter en masse dejlige rideår, aflivet pga. kronisk bronkitis i 2005.

De sidste mange år har jeg ikke haft "min egen" konkurrence hest, og derfor ved jeg, hvor heldig jeg har været med at finde en hest som Feykir. (Feykir historien skriver jeg måske en anden dag). De heste jeg ved jeg skal ride et stykke tid, bliver jeg altid utrolig glad for, men jeg håber på at få den der oplevelse af at "den her hest må jeg eje" igen. I 2010 købte jeg for første gang min egen hest - rent faktisk to heste. De er begge unge, men har allerede været med til lidt stævner, men indtil videre tager vi det stille og roligt. Den ene Matti fra Sofiedal fik desværre opereret sit ene øje ud, men det forhindrer ham på ingen måder i at være min absolut yndlingshest. En hest man bare bliver GLAD for at ride på. Den anden er Jötunn fra Katulabo, bedre kendt som maleren er en smuk broget, ja du læste rigtigt, mig der ikke bryder mig om brogede. Han er en noget forsigtig type, med smukke gangarter.